verybigimage
IværksætteriUdgivet Opdateret

Guide til dropshipping 2023.

Dropshipping er en forretningsform, hvor du kan sælge varer uden at have et varelager. Kundens ordre i din webshop sendes videre til en tredje part, som herefter sender ordren direkte til kunden. I denne guide kan du læse mere om, hvad dropshipping er, og hvordan det virker.

Hvad er dropshipping?

Dropshipping benyttes af webshops og er en detailhandelsmetode, hvor de varer, du sælger, ikke opbevares på eget lager. Dropshipping betyder ganske enkelt, at du ikke selv opbevarer og afsender dine varer, men i stedet får dem opbevaret og afsendt hos din leverandør.

Så snart en kunde fuldfører en ordre i din webshop, videresendes ordren til din dropshipping-leverandør, som overtager processen herfra. Leverandøren pakker kundens ordre med din pakkelabel på – kunden kan altså ikke se, at varen ikke er afsendt direkte fra dig.

Du sørger altså blot for at markedsføre dine produkter på din hjemmeside. Du står for at sælge varen samt at uploade billeder, skrive produkttekster, administrere produktkategorier og lignende. Du køber først varen hos din leverandør, når kunden har afgivet en ordre i din webshop.

Eksempel på dropshipping:

Du har en webshop, hvor du sælger sneakers.

  • Trin 1: En kunde køber et par sneakers i din webshop.
  • Trin 2: Din webshop sender automatisk kundens ordre til din sneakers-leverandør.
  • Trin 3: Leverandøren klargør din kundes ordre og pakker den med din pakkelabel på.
  • Trin 4: Din sneakers-leverandør sender ordren direkte til din kunde.

Dropshipping – fordele og ulemper.

Der er både fordele og ulemper forbundet med dropshipping.

Fordele ved dropshipping.

  • Du har ingen lageromkostninger
    Den grundlæggende fordel ved dropshipping er, at du ingen lageromkostninger har. Du sparer altså en masse penge, som du i stedet kan investere i din webshop. Og fordi du ikke har penge investeret i et lager – og fordi du først køber dine varer hos leverandøren, når du sælger dem – brænder du heller ikke inde med varer, der ikke kan sælges.
  • Det er nemt at komme i gang
    Fordi der ingen lageromkostninger er forbundet med dropshipping, er dit opstartskapitalkrav væsentligt mindre, når du benytter dropshipping. Det gør dropshipping til en forholdsvis nem måde at skyde en ny webshop i gang med.
  • Du kan tilbyde mange varer fra dag 1
    Da du ikke selv skal facilitere varelageret, har du ingen fysiske begrænsninger for, hvor mange produkter du kan tilbyde i din butik. Du kan altså starte en helt ny webshop og stadig tilbyde et stort varesortiment med det samme. Større forretninger kan derfor også benytte dropshipping, hvis de ønsker at udvide deres eksisterende sortiment uden at investere i et større varelager.
  • Du sparer tid
    Da det er din leverandør, som står for at afsende dine ordrer, sparer du tid, som du ellers ville have brugt på at lede efter varer på lageret og pakke ordrer. Du slipper også for at bekymre dig om at bestille nye varer hjem og håndtere retursendte produkter. Den tid, du sparer, kan du i stedet bruge på andre aktiviteter i din webshop.

Ulemper ved dropshipping.

  • Du tjener mindre per vare
    Med dropshipping køber du først varen hos leverandøren, når varen sælges. Du kan altså ikke opnå mængderabat på varer, som hvis du havde indkøbt et større parti til eget lager. Du skal også være opmærksom på, at leverandører kan opkræve et håndteringsgebyr per ordre, da det tager længere tid at pakke mange enkeltvise ordrer frem enkelte store.
  • Du kan ikke kontrollere dine forsendelser
    De fleste leverandører har styr på kvaliteten af deres forsendelser – men alle laver fejl en gang imellem. Når du dropshipper, kan du ikke kontrollere, at leverandøren har pakket den rette vare, påført den korrekte leveringsadresse og pakket varen forsvarligt. Og når der opstår fejl, er det dig og din webshop, der hæfter for dem over for dine kunder.
  • Returneringer kan skabe udfordringer
    Når du benytter dig af dropshipping, er det vigtigt at have en klar returneringsaftale med din leverandør. Ellers kan der hurtigt opstå problemer, når en kunde ønsker at returnere et køb. Du skal derfor sikre dig, at du og din leverandør har klare retningslinjer omkring, hvordan varer skal returneres, hvordan penge refunderes, hvem betaler fragtomkostningerne og lignende.
  • Kommunikation med din leverandør kan være tidskrævende
    Med dropshipping har du ikke direkte adgang til dit varelager. Du er derfor afhængig af din leverandør, når dine kunder har spørgsmål vedrørende lagerstatus – og det kan tage meget af din tid at kommunikere frem og tilbage mellem dem. For at undgå dette, bør du sikre dig, at din leverandør tilbyder direkte integration mellem deres varelager og din webshop, så lagerstatus automatisk opdateres i din webshop.

Hvordan kommer du i gang med dropshipping?

Der er fem trin, du skal igennem for at komme i gang med dropshipping:

1. Vælg en produktgruppe.

Det første, du skal gøre, er at vælge en produktgruppe, du vil sælge. Her er det en fordel at vælge en produktgruppe, der skiller sig ud.

Du kan med fordel gå efter at sælge produkter, som:

  • Er både populære og målrettede. Vælger du for eksempel at sælge sportstøj, er det en god idé at gå målrettet efter en bestemt sportsgren.
  • Er billige i fragt. Da din fortjeneste per vare er lavere ved dropshipping, kan du med fordel vælge produkter, som er billigere at sende til dine kunder.
  • Har en lav returrate. Det er særligt vigtigt, hvis du lover dine kunder gratis retur, da det i så fald er dig og din webshop, der betaler fragten.

Da det kan være svært at sælge meget i begyndelsen, er det desuden en god idé at holde dit sortiment simpelt i starten.

2. Find en dropshipping leverandør.

Når du har valgt en produktgruppe, skal du finde en leverandør, der kan levere de produkter, du vil sælge.

Du kan finde en leverandør på to måder:

  1. Du kan vælge en virksomhed, hvis produkter du vil sælge.
  2. Du kan vælge en platform, som udbyder mange forskellige leverandører – for eksempel den danske platform Vendino .

Når du har fundet den rette løsning, skal du kontakte leverandøren og udarbejde en aftale, så du kan komme i gang.

Tip: Det kan være en god idé at vælge en dansk leverandør eller en leverandør inden for EU. Bevæger du dig uden for EU, vil dine varer skulle toldbehandles, når de ankommer til Danmark.

3. Vælg en salgsplatform.

Når du har udarbejdet en aftale med din leverandør, er det tid til at starte din webshop. Du kan starte din egen, eller du kan vælge en anden e-handelsplatform.

Tip: Her kan du læse mere om, hvordan du vælger en webshop-løsning .

Det er under dette trin, du skal få styr på din webshops design og få oprettet dine produkter fra leverandøren.

4. Lav en markedsføringsstrategi.

Nu skal du lægge en strategi for, hvordan du vil markedsføre din webshop og skaffe kunder i butikken.

Her kan du blandt andet vælge at satse på:

  • Søgemaskineoptimering
  • Facebook-annoncering
  • Google Ads

Uanset hvilken kanal du vælger, vil du sandsynligvis ikke få hundredevis af kunder i de første par uger. Det tager tid at se resultaterne af dine markedsføringsaktiviteter. Så læg din strategi, udfør den – og hav tålmodighed.

5. Husk den gode kundeservice.

Din webshop vil konkurrere med lignende forretninger på nettet uanset hvilken produktgruppe, du har valgt. Her kommer den gode service ind i billedet: Når kunderne kommer til din shop, er det op til dig at sikre, at de har lyst til at komme igen.

Sørg derfor for at yde den bedste service, du kan, så du kan opbygge gode, vedvarende kunderelationer.


Senest opdateret d. 24/03-2023. Vi har samlet generelle oplysninger, men der kan være særlige regler eller omstændigheder for dig og din virksomhed, som du bør være opmærksom på.