verybigimage
FreelancerUdgivet

Guide: Sådan bliver du freelancer

Overvejer du at blive freelancer? Så er du kommet til det rette sted. I denne guide kan du blive klogere på, hvad en freelancer laver, og hvordan du kan starte din karriere som freelancer.

Hvad laver en freelancer?

En freelancer er en selvstændig person, som tilbyder ydelser og udfører opgaver for virksomheder mod betaling. En freelancer er altså ikke ansat i virksomheden og arbejder typisk på projektbasis.

Som freelancer kan du i princippet arbejde med præcis det, du ønsker. Du kan arbejde med det, du brænder for, få dine stærkeste kompetencer i spil, skabe et mere fleksibelt arbejdsliv og få større autonomi over din privatøkonomi.

Læs mere: “Hvad er en freelancer?”

Trin for trin: Sådan bliver du freelancer.

1. Find dit kald.

Er du udvikler, eller vil du starte som konsulent ? Før du kaster dig ud i en tilværelse som freelancer, skal du finde ud af, hvad du vil arbejde med. Du kan være freelancer inden for det meste – det kræver blot, at du kender dine kompetencer og ved, hvad du brænder for.

Tip: Find inspiration til din virksomhed i vores indlæg: “8 små virksomheder du nemt kan starte .”

Når du er kommet i gang som freelancer, anbefaler vi også, at du finder din niche: Et særligt område inden for den givne branche, som du vil specialisere dig i. Det kan eksempelvis være forskellen mellem at slå dig op som “Freelance Copywriter” til at være “Copywriter til Fintech Scaleups”.

At vælge den rette niche viser, at du forstår behovet i markedet. Det kan altså hjælpe dig med at skaffe de rigtige kunder til din virksomhed.

2. Opret din virksomhed.

For at blive selvstændig freelancer skal du oprette en virksomhed. De fleste freelancere vælger at oprette en enkeltmandsvirksomhed, da der intet kapitalkrav er for oprettelsen.

Derudover kræver en enkeltmandsvirksomhed heller ikke, at du indsender en årsrapport til Erhvervsstyrelsen. Du skal indsende dit skatteregnskab til SKAT.

Når du er klar til at starte som freelancer, kan du oprette dit CVR-nummer på Virk.dk . Du kan også læse vores guide til, hvordan du opretter et CVR-nummer.

Tip: Læs mere om de forskellige virksomhedsformer her.

3. Sæt dig ind i skat og moms.

Som selvstændig freelancer er du selv ansvarlig for at indrapportere skat. Når du har oprettet din virksomhed, vil vi derfor anbefale, at du sætter dig ind i reglerne for skat og moms som freelancer.

Du kan indrapportere skat på din forskudsopgørelse. Her skal du informere SKAT om dit forventede overskud for året. Hvis du lander flere eller færre projekter, end du forventer, kan du justere dit forventede overskud i løbet af året. Du kan læse mere om, hvordan du betaler skat i en enkeltmandsvirksomhed her.

Forventer du at tjene mere end 50.000 kr. om året, skal du også momsregistrere din virksomhed. Læs mere om momsregistrering her.

4. Lav dit CV.

Som freelancer skal du – som enhver anden jobsøgende – have et CV. Du skal blot være opmærksom på, at dit CV som freelancer skal inkludere lidt flere oplysninger end en almindelig lønmodtagers CV.

Her kan du se nogle af de vigtige oplysninger, en freelancer skal have med på sit CV:

  • Tilgængelighed. Dette kan med fordel inkluderes tidligt i CV’et – eksempelvis under dine kontaktoplysninger.
  • Forventet afslutning på dit nuværende projekt.
  • En tydelig oversigt over dine kompetencer og tekniske kvalifikationer. Fremhæv gerne særligt relevante kompetencer eller kvalifikationer, hvis du søger om et specifikt projekt.
  • Eksempler på tidligere arbejde – gerne arbejde, som er relevant for det projekt, du søger.

5. Find din første kunde.

Når du har styr på al formalia omkring din freelance-virksomhed, er det tid til at lede efter potentielle kunder og projekter. Det første, du bør gøre, er at gøre det tydeligt for hiring managers og rekrutteringsfirmaer og -konsulenter på LinkedIn , at du søger arbejde. Her kan du også selv udforske jobopslag til freelancere.

Du kan også med fordel oprette dig som bruger på forskellige jobportaler til freelancere. Du kan for eksempel oprette dig på:

Vær opmærksom på, at du som selvstændig freelancer er underlagt den danske markedsføringslov . Vi anbefaler derfor, at du sætter dig ind i reglerne for outreach, før du rækker ud til forskellige virksomheder for at tilbyde dine ydelser.

6. Få en kontrakt.

Som freelancer er det vigtigt at få en kontrakt på det arbejde, du laver for dine kunder. Din kontrakt definerer vilkårene og betingelserne for samarbejdet mellem dig og din kunde.

Kontrakten er derfor vigtig, når du påtager dig betalt arbejde, eller der er særlige typer oplysninger eller arbejde involveret. Skal du i forbindelse med samarbejdet eksempelvis have adgang til fortrolige oplysninger, skal din kontrakt tydeliggøre dine fortrolighedspligter samt eventuelle konsekvenser ved brud på fortroligheden.

Kontrakten kan indeholde:

  • En beskrivelse af det arbejde, du skal levere til kunden
  • Aftalens varighed samt en eventuel opsigelsesvarsel
  • Dit vederlag, samt information vedrørende skat og moms
  • Faktureringsdetaljer
  • Eventuel kompensation for udgifter relateret til projektet
  • Ophavsret og tavshedspligt – hvis relevant
  • Ansvar og erstatning i tilfælde af kontraktbrud
  • Om kunden må benyttes som reference

7. Lav en faktura.

Når du har startet dit første projekt, skal du fakturere din kunde. Du skal altså lave en faktura, der indeholder alle de oplysninger, som kunden skal bruge for at kunne betale dig for dit arbejde.

Det er et krav, at fakturaer blandt andet indeholder følgende oplysninger:

  • Udstedelsesdato (fakturadato)
  • Fakturanummer – et fortløbende nummer i en serie af numre, der identificerer den givne faktura
  • Sælgers registreringsnummer – CVR-nummer eller SE-nummer
  • Sælgers navn og adresse
  • Købers navn og adresse
  • Mængden og arten af de leverede varer – eller omfanget og arten af de leverede ydelser
  • Den dato, hvor varerne eller ydelserne er blevet leveret eller fuldført, eller hvor et afdragsbeløb er betalt, såfremt datoen er fastsat og adskiller sig fra fakturaens udstedelsesdato
  • Momsgrundlaget, pris pr. enhed uden moms, eventuelle prisnedslag, bonus og rabatter, hvis disse ikke er indregnet i prisen pr. enhed
  • Den gældende momssats
  • Det samlede momsbeløb, der skal betales

Kilde: Momsbekendtgørelsen § 57, stk. 1

Senest opdateret d. 06/11/2023. Vi har samlet generelle oplysninger, men der kan være særlige regler eller omstændigheder for dig og din virksomhed, som du bør være opmærksom på.