verybigimage
IværksætteriUdgivet Opdateret

Personligt ejet mindre virksomhed (PMV)

En personligt ejet mindre virksomhed (PMV) er en virksomhedsform, der egner sig rigtig godt til dig, som gerne vil prøve kræfter med at drive virksomhed, uden det bliver for stort. Der er blandt andet mange, der bruger virksomhedsformen til at drive forretning på hobbyplan, eller som et side-hustle ved siden af det faste arbejde.

Key takeaways for PMV

  • Det er gratis at registrere og oprette en PMV – derfor et oplagt valg til en hobbyvirksomhed eller side-hustle
  • Du kan få et CVR-nummer med en PMV
  • Med en PMV må du maksimalt omsætte for 50.000 kr. over 12 mdr.
  • Du kan ikke indberette moms
  • Du kan ikke ansætte medarbejdere
  • Der er ikke noget krav om startkapital ved oprettelsen af en PMV – at oprette et ApS kræver for eksempel, at der minimum står 40.000 kr. på virksomhedens konto. Med en PMV er det krav 0 kr.

Hvad er en PMV?

En personligt ejet mindre virksomhed (PMV) er en virksomhed, hvor der kun er én ejer. Hvor oprettelsen af virksomhedsformer såsom ApS kræver startkapital (minimum 40.000 kr.), slipper du helt for kapitalkravet ved oprettelse af PMV.

Det er blandt andet derfor, at virksomhedsformen er et populært valg blandt nystartede iværksættere, der gerne vil prøve kræfter med at drive virksomhed, men som endnu ikke er klar til at lægge 40.000 kr. i det.

At du slipper for startkapital betyder til gengæld også, at du skal hæfte for virksomhedens økonomi med din personlige formue. Hvis din virksomhed går konkurs, og du har meget udestående gæld i virksomheden, kan kreditorer gøre krav på dine personlige ejendele som led i at inddrive gælden.

Det forhold hedder også ubegrænset hæftelse.

I modsætning hertil er der begrænset hæftelse, som du blandt andet kan få adgang til ved at oprette et ApS.

Få CVR-nummer og erhvervskonto.

Med en PMV får du stadig adgang til mange af de fordele, som selskaber og virksomheder bringer med sig – for eksempel et CVR-nummer. Med et CVR-nummer kan du blandt andet trække virksomhedens udgifter fra i årsregnskabet, hvilket er en økonomisk gevinst for dig.

Har du ikke et CVR-nummer, kan du ikke trække udgifter fra i årsregnskabet, men du skal stadig betale skat af indtægterne. Det kan derfor typisk godt betale sig at oprette en PMV, fordi du netop kan få adgang til en mere fordelagtig beskatning.

Husk, du skal omsætte for mindre end 50.000 kr. om året for at kunne drive en PMV. Omsætter du for mere end 50.000 kr. om året, er du momspligtig. Men det er ikke en mulighed at registrere moms med en PMV – her har du brug for en anden virksomhedsform såsom en enkeltmandsvirksomhed.

Læg også mærke til, at der er tale om “at omsætte for mere end 50.000 kr.” og ikke “at tjene mere end 50.000 kr.” –  det betyder, at du meget hurtigt kan nå grænsen på de 50.000 kr., også selvom du måske ikke er begyndt at hive særligt mange penge ud af virksomheden endnu.

Ved at oprette en PMV får du også en NemKonto knyttet til din virksomhed, som penge fra det offentlige udbetales til.

Fordelen ved at have en erhvervskonto er, at du fra starten af får adskilt din virksomhedsøkonomi fra din privatøkonomi. Hvis du på sigt omdanner din PMV til eksempelvis et ApS, er det et lovkrav, at privatøkonomi og virksomhedsøkonomi er adskilt via en erhvervskonto til virksomheden.

Fordele ved at oprette en PMV.

Få sat luft under vingerne på dit iværksætter-eventyr med en PMV. Fordelene ved at oprette en PMV er:

  • Det koster ikke noget i oprettelsesgebyr
  • Der er ikke noget krav om startkapital
  • Du får adgang til et CVR-nummer
  • Du kan importere og eksportere til lande i EU
  • Du behøver ikke indsende årsrapport til Erhvervsstyrelsen – du skal fortsat bogføre efter bogføringsloven og indsende skatteregnskab til Skattestyrelsen
  • Du slipper også for at indberette moms og lave momsregnskab
  • At du slipper for moms betyder også, at du kan sælge dine produkter/ydelser uden moms til gavn for kundekredsen
  • Træk virksomhedens udgifter fra i skatteregnskabet
  • Fordi du selv er ejeren med fuld bestemmelsesret, slipper du også for at indsætte en formel ledelse og angive ejerforhold
  • Ved underskud i virksomheden får du et personligt skattefradrag

Ulemper ved at oprette en PMV.

Der findes mange forskellige virksomhedsformer, der hver især har deres egne fordele og ulemper. Ulemperne ved at oprette en PMV er:

  • Du hæfter ubegrænset med din personlige formue for eventuel gæld i virksomheden.
  • Det er ikke muligt at tilføje nye mennesker til virksomheden – hverken ansatte eller andre ejere
  • Du må maksimalt omsætte for 50.000 kr. over 12 mdr.
  • Du kan udelukkende blive beskattet efter personskattereglerne – hvor andre virksomhedsformer tillader bedre beskatninger
  • Du må ikke importere og eksportere til lande udenfor EU
  • Selvom det er muligt at skifte virksomhedsform på sigt – for eksempel at omdanne fra PMV til enkeltmandsvirksomhed – kan det stadig være en tung proces.

PMV’er følger personskattereglerne.

Husk: Følgende informationer er ikke udtømmende og skal ikke ses som vejledning eller rådgivning. Tag dig god tid til at undersøge reglerne selv, og tag eventuelt kontakt til en professionel rådgiver.

Med en personligt ejet mindre virksomhed kan du udelukkende blive beskattet efter personskattereglerne.

Personskattereglerne er de helt almindelige skatteregler, som du kender fra et lønmodtagerjob – men i stedet for at være baseret på din løn, er beskatningen baseret på virksomhedens økonomi.

Det betyder, at overskud i din PMV bliver beskattet via din personindkomst. Omvendt betyder det også, at eventuelt underskud i virksomheden giver dig et personligt skattefradrag.

Du får en masse frihed og undgår en masse administrativt bøvl med en PMV, og du kan hurtigt komme fra start og prøve kræfter med din virksomhedsidé.

Eksempel:

Tanja driver en PMV, og har i løbet af 2021 omsat for på 35.000 kr. Derfor skal hun betale fuld personskat af hele beløbet – og det er selvom hun udbetaler pengene som løn til sig selv eller lader dem stå i virksomheden.

Det er meget individuelt, hvilke satser ens personskat består af. Du kan finde flere oplysninger om de enkelte skattesatser på Skats hjemmeside .

Opret personligt ejet mindre virksomhed.

Det er forholdsvist nemt at oprette en personligt ejet mindre virksomhed.

Læs mere i vores indlæg: Sådan opretter du en virksomhed

PMV eller enkeltmandsvirksomhed?

Når du står og skal vælge virksomhedsform, er der mange forskellige elementer i spil. I sidste ende vil den korrekte virksomhedsform altid afhænge i din specifikke situation og behov.

Men for at gøre det lidt nemmere for dig har vi udarbejdet en oversigt, hvor du hurtigt kan se ligheder og forskelle mellem de fire mest populære virksomhedsformer for selvstændige og iværksættere: PMV, enkeltmandsvirksomhed , I/S og ApS .

PMVEnkeltmandsvirksomhedI/SApS
CVR-nummer✔️ Ja✔️ Ja✔️ Ja✔️ Ja
Må der maksimalt være én ejer?✔️ Ja✔️ Ja❌ Nej❌ Nej
Pligt til at indsende skatteregnskab?✔️ Ja✔️ Ja✔️ Ja✔️ Ja
Pligt til at indsende årsrapport?❌ Nej❌ NejDelvist ❌ Hvis mindst én af interessenterne er en fysisk person, er der ingen pligt til at indsende årsrapport✔️ Ja
Bogføring✔️ Ja✔️ Ja✔️ Ja✔️ Ja
Momspligt❌ NejDelvist ✔️ Hvis du omsættes for mere end 50.000 kr. over 12. mdr.Delvist ✔️ Hvis der omsættes for mere end 50.000 kr. over 12. mdr.Delvist ✔️ Hvis der omsættes for mere end 50.000 kr. over 12. mdr.
Hvor meget omsætning?Maksimalt 50.000 kr. over 12 mdr.Ingen grænseIngen grænseIngen grænse
Må der være ansatte i virksomheden?❌ Nej✔️ Ja✔️ Ja✔️ Ja
Må der handles på tværs af EU’s grænser?❌ Nej✔️ Ja✔️ Ja✔️ Ja
Krav om startkapital❌ Nej❌ Nej❌ Nej✔️ Ja - minimum 40.000 kr.

Senest opdateret d. 19/07/2023. Vi har samlet generelle oplysninger, men der kan være særlige regler eller omstændigheder for dig og din virksomhed, som du bør være opmærksom på.