Opstart af virksomhedUdgivet

Sådan opretter du et ApS uden kontanter: apportindskud

Et krav for at oprette et anpartsselskab (ApS) er at kunne lægge 20.000 kr. i startkapital. Det er ikke altid, at du som iværksætter har de penge lige ved hånden. Men det er muligt at oprette et ApS uden 20.000 kr. kontant. Du kan i stedet bruge din virksomheds aktiver som indskud. Det hedder også apportindskud.

Hvad er et apportindskud?

Et apportindskud er en proces, hvor din virksomhed indskyder aktiver frem for penge, når du for eksempel vil oprette et anpartsselskab (ApS).

Når du opretter et anpartsselskab, er det et krav, at du kan indskyde et minimumsbeløb på 20.000 kr.

Hvis du ikke har pengene til at dække kravet lige nu, kan du i stedet gøre brug af apportindskud.

En autoriseret revisor foretager en såkaldt vurderingsberetning af dine aktiver. Vurderingsberetningen er et officielt dokument, der beskriver værdien af dine aktiver.

Hvis dine aktiver vurderes til at være 20.000 kr. eller mere værd, har du mulighed for at oprette et ApS.
Apportindskud kan derfor være en god mulighed for nogle iværksættere.

Hvilke aktiver kan jeg bruge som apportindskud?

Det er ikke alle slags aktiver, du kan bruge i forbindelse med dit apportindskud. Her er nogle eksempler på de aktiver, der kan bruges til apportindskud:

Fast ejendom
Fast ejendom som bygninger, jord eller andre former for ejendom kan anvendes som apportindskud.

Værdier
Indskud af værdier kan for eksempel være driftsmidler, inventar, kunstgenstande, ædelsten, værktøj, maskiner og lignende værdigenstande.

Immaterielle aktiver
Immaterielle aktiver som patenter, varemærker, hjemmesider og YouTube-kanaler kan også være værdifulde aktiver for en virksomhed.

Andre aktiver
Mange aktiver kan indgå i et apportindskud. Eksemplerne ovenfor er derfor ikke udtømmende, og det er en god idé selv at undersøge mulighederne, gerne sammen med din revisor.

Indskyder du digitale aktiver som en hjemmeside eller en YouTube-kanal, skal du regne med, at revisoren skal kunne efterprøve din værdiansættelse. Erhvervsstyrelsen fremhæver netop digitale aktiver som svære at vurdere, så hav dokumentation for værdien klar.

Hvad kan du ikke bruge?

Et apportindskud skal have en økonomisk værdi. Derfor kan indskuddet ikke bestå i en pligt til at udføre et arbejde eller levere en tjenesteydelse.

Det er værd at være opmærksom på, hvis du selv skal udvikle noget til selskabet. Ejer du allerede en hjemmeside, et domæne eller et varemærke, kan det indskydes. Men et løfte om at bygge en hjemmeside for selskabet kan ikke bruges som kapital.

Du kan heller ikke indskyde en fordring på en stifter eller en kapitalejer, og du kan ikke stifte et selskab alene ved at indskyde goodwill.

Reglerne står i Erhvervsstyrelsens vejledning om vurderingsberetninger .

Vær opmærksom på timingen: vurderingsberetningen må ikke være udarbejdet mere end 4 uger før, stiftelsesdokumentet underskrives. Er den ældre, kan den ikke bruges som dokumentation for kapitalen, og du skal betale for en ny.

Hvordan opretter jeg et ApS med apportindskud?

Først og fremmest skal du have et officielt dokument, der dokumenterer værdien af dine aktiver. Dokumentet kaldes også en vurderingsberetning.

Det er kun autoriserede revisorer, der må stå for udarbejdelsen af vurderingsberetninger.

Når du har fået udarbejdet din vurderingsberetning, og værdierne i den svarer til 20.000 kr. eller mere, er du klar til at oprette dit ApS uden kontanter. Vurderingsberetningen skal vedhæftes stiftelsesdokumentet, når du anmelder selskabet til Erhvervsstyrelsen. Du skal derfor også have stiftelsesdokument og vedtægter klar.

Du behøver ikke indskyde hele kapitalen som aktiver. Du kan kombinere kontanter og aktiver, så længe den samlede værdi når 20.000 kr.

Se Erhvervsstyrelsens vejledning om stiftelse af ApS og A/S

OBS: Husk, det koster penge at få en revisor til at udarbejde en vurderingsberetning. Det kan du have med i dine overvejelser, når du vurderer, om det bedst kan betale sig at spare 20.000 kr. op, eller om apportindskuddet er vejen frem for dig.

Se også vores gennemgang af, hvad det koster at starte virksomhed .

Vi har samlet generelle oplysninger, men der kan være særlige regler eller omstændigheder for dig og din virksomhed, som du bør være opmærksom på.

Når dit ApS er stiftet

Dit ApS skal bruge en erhvervskonto, uanset om kapitalen kommer fra kontanter eller aktiver. Selskabets økonomi skal holdes adskilt fra din private, og indbetalinger, fakturaer og bogføring skal samles ét sted.

Indskyder du både kontanter og aktiver, skal kontantdelen indbetales via selskabets erhvervskonto. Hos Lunar kan du få CVR-nummer og erhvervskonto i ét samlet flow, og vi betaler oprettelsen.