De fleste banker vil betyde mere. Vi mener, at din bank skal betyde mindre.
Ikke fordi ambitionen er mindre — men fordi den er en anden. Når jeg siger, at en bank bør betyde mindre, mener jeg, at den skal tage mindre af din tid, mindre af din opmærksomhed og færre af dine beslutninger, så du kan bruge tiden på det, der faktisk betyder noget: at bygge din virksomhed, leve dit liv og gøre de ting, der betyder noget for dig.
Skiftet er allerede i gang
Der er ikke et eneste møde, en opgaveløsning eller et dokument med mit navn på, hvor den samme samtale eller det samme spørgsmål ikke på et tidspunkt har været: “Hvordan gør det her konkret livet bedre eller nemmere for personen?”
Jeg kan ikke slippe den besættelse. Når man arbejder i en bank, har det altid været det afgørende spørgsmål.
Det, der har ændret sig, er, at kunder ikke længere forventer, at banker gør livet lettere for dem. McKinsey’s Global Banking Annual Review 2026 er meget tydelig på det punkt. Folk bruger allerede kunstig intelligens til at finde opsparingskonti med højere afkast, refinansiere gæld og få finansiel rådgivning. De går ikke længere til deres bank for at få at vide, hvad de skal gøre.
Og det skift sker hurtigt. Generativ AI nåede 45 procent af amerikanske voksne på to år. Digital bankvirksomhed tog femten år. I samme periode voksede fintechs fra 10 procent af industriens omsætning i 2021 til 17 procent i 2025.
Reaktionen, jeg ser fra de fleste banker, er mere rådgivning. Smartere anbefalingsmotorer. Mere “vi kender dig”-kommunikation. Vi ved bedst.
Jeg mener, det er den forkerte satsning.
Jeg tror, du kender dig selv bedst
Og hvis du ikke træffer den beslutning, du egentlig ønsker, skyldes det, at du ikke har indsigterne eller værktøjerne til at få det til at fungere.
Lige nu er det fristende at bruge kunstig intelligens som afsæt for mere rådgivning. Til at være autoriteten. Til at bruge mere data og hurtigere behandling som argument for at fortælle kunderne, hvad de skal gøre næste gang. Det tror jeg ikke er det, vi er her for.
I stedet tror jeg, at tillid bygges ved pålidelig kontinuitet. Ved at gøre det, du har bedt om.
Dine faste udgifter, som husleje eller el, fungerer bare uden at du åbner appen. Din leverandør bliver betalt på den sidste dag inden for betalingsfristen hver gang, fordi du har besluttet, at det passer bedst til dit cash flow. Når du er ude og bruge penge, tager det et millisekund at få klarhed over, om det er inden for de rammer, du selv har sat. Og der er aldrig en insisterende besked i appen (efter 17 klik!), der forsøger at få dig til at investere de 50.000, du bevidst har holdt fri på en anden konto, fordi du ved, du får brug for dem næste måned.
No banksplaining
Den traditionelle model ser sådan ud: Banken vurderer din aktivitet, lægger planen og giver dig adgang til den “bedste” version af rådgivning baseret på profit. Jeg udfordrer ikke forretningsmodellen. Jeg udfordrer præmissen: at banken ved bedst.
De fleste kunder mener ikke, at deres bank ved bedre.
Når folk søger troværdig finansiel rådgivning, går 50 procent til venner og familie. Kun 42 procent går til deres bank. For den næste generation er forskellen endnu større: 78 procent stoler på folk, de kender, og næsten halvdelen stoler mere på content creators på sociale medier end på institutioner. De 10 største finfluencers globalt har over seks gange så mange følgere som de 10 største finansielle institutioner tilsammen. Næsten én ud af fem unge, der ikke investerer, siger, at grunden til det er, at de ikke har tillid til finansielle institutioner. Tendensen er svær at ignorere.
Vi fortæller dig ikke, hvad du skal gøre med dine penge. Vi viser dig din økonomiske virkelighed: din indkomst, dit faktiske forbrug og dine mønstre i den kontekst, du lever i. Den måde, du lever dit liv på — og dermed din økonomi. Du har kontrollen. Du træffer beslutningerne. For det har altid været dit valg.
Det er sådan, man designer for tillid. Ikke med en bedre anbefalingsmotor, men gennem tusind små øjeblikke, hvor banken træder til side, spejler din virkelighed tilbage til dig og lader dig træffe dine egne beslutninger. En bank, der fungerer så stabilt i baggrunden, at du ikke længere tænker over, at du “går i banken”.
Det er invisible banking.
Din bank er den betroede infrastruktur
AI-assistenter kan i stigende grad fungere som en brugerflade, men de kan ikke tage imod indlån, flytte penge eller operere i det finansielle system. Det er her, de regulerede banker kommer ind. Fremtiden handler ikke om, at kunstig intelligens erstatter banker. Den handler om, at kunstig intelligens er afhængig af banker som den betroede infrastruktur under det hele. Og de banker, der kommer til at betyde noget, er ikke dem med de bedste anbefalinger. Det er dem med den mest stabile infrastruktur, den hurtigste udvikling i kerneydelser og den platform, der er bygget til at blive bygget oven på.
Vi vil give dig plads og møde dig med klarhed — uden at dømme. Og vi vil være til stede, når beslutninger skal træffes, og konteksten er afgørende.
De fleste banker vil betyde mere. Vi mener, at din bank skal betyde mindre. Mindre at tjekke. Mindre at administrere.
På de bedste dage åbner du aldrig din bankapp. Og det er netop pointen.
