verybigimage
PrivatøkonomiUdgivet

Priserne stiger: Det skal du gøre for ikke at blive fattigere

Af Ann Lehmann Erichsen, uafhængig forbrugerøkonom, der samarbejder med Lunar

Dine penge bliver mindre værd, når priserne stiger. Det sker netop nu. Selvstændig forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen giver dig de gode råd til, hvor du kan barbere i dine udgifter.

I september 2021 steg forbrugerpriserne med 2,2 pct. i forhold til samme måned sidste år. Det er den højeste årsstigning i ni år. I andre lande stiger forbrugerpriserne endnu mere.

Hvis du ikke vil skrue flere grader ned for varmen, vaske hår i koldt vand og slukke for alt dit elektroniske grej, så har du udsigt til, at din el- og varmeregning løber fra dig til vinter.

Hvis du har bil, er det blevet markant dyrere, at fylde tanken. Turen i biografen, morgenkaffen, byggematerialerne og alt muligt andet er også bare steget i pris. Din løn kan ikke følge med og ingen ved, hvornår prisfesten stopper. Hvis du vil undgå at blive fattigere, som følge af de mange prisstigninger, kan du tage styringen over din økonomi og hakke nogle udgiftslunser af dit budget.

Jeg giver dig et par tips til at komme i gang med at barbere dine udgifter.

Hvad koster dine lån?

Har du et andelsboliglån, billån eller et forbrugslån? Så tjek din ÅOP, altså de årlige omkostninger i pct., på dit lån. Et kig på andelsboliglån i oktober viser, at de ligger fra 2,3 – 9 pct. om året. Hvor ligger du med dit lån? Hvis du bytter et dyrt lån ud med et billigere, så får du dit livs højeste timeløn.

Får du bank nok for pengene?

Når du ser på din lån så tjek også, hvor meget du betaler hvert år for at være kunde i banken, hvis du altså kan finde ud af det. Det kan være ganske svært at finde deres priser og så bagefter regne rigtigt ud, hvad det hele koster. En ting er sikkert. Det er langt fra gratis at være kunde i banken.

Forsikringerne er dyre

Når du først er kunde i et forsikringsselskab, glemmer du at tjekke priser og dækning hvert år. Støv dine aftaler af og tjek om, du kan få den samme dækning billigere et andet sted. Timelønnen fejler som regel ikke noget.

Se kritisk på alle dine streamings- og teletjenester

Tv-pakker og streamingstjenester, fylder mere og mere i økonomien. Du kan godt sige noget af det op i en periode uden at gå glip af noget. Mærk efter. Savner du det bagefter? Husk også på de gratis alternativer. Du kan eksempelvis betale for at streame bøger, men du kan også få næsten samme service gratis på e-reolen. Når du er i gang, så tjek dit teleabonnement. Får du nok for pengene? Bare du ringer og taler om at skifte til en anden udbyder, vil du ofte få ’noget oveni’.

Dagligvarerne er kommet på skrump

Mange varer leveres i stadig mindre poser og pakker, altså med færre gram inden i. Når pakken skrumper, er det ikke altid, at du opdager den skjulte prisstigning. Det fænomen kaldes ’skrumpeflation’. Du kan reagere ved altid at tjekke kilo- og literpriser, når du handler. Gør du det, kan du nemt finde den billigste vare inden for samme kategori. Skifter du nogle af dine dagligvarer ud med billigere alternativer og løber du også udenom vin- og slikhylden hver gang, du handler, så rækker madbudgettet noget længere.

Er du sponsor for dit fitnesscenter?

Ganske mange mennesker inkl. mig selv er medlemmer i et fitnesscenter, selvom vi næsten aldrig bruger centret. Så er tiden kommet til at mærke efter. Er det nu vi siger op og snører løbeskoene i stedet?

SoMe og sparetips

Sparetips er Danmarks største folkesport. Hvis du synes, det er sjovt, så meld dig ind i grupper på de sociale medier, hvor du deler inspiration og sparetips med andre. På den måde holder du liv i din prisbevidsthed. På Facebook er der f.eks. grupper som FIREdanmark og Minimalisme og købestop.