verybigimage

Pressemeddelelse

Resultat af ordinært tilsynsbesøg

Lunar Bank havde i januar 2025 en planlagt ordinær inspektion af Finanstilsynet. Her gennemgik tilsynet de vigtigste forretningsområder for Lunar Bank, og giver banken enkelte påbud, hvoraf det ene allerede er bragt i orden.

Publiceret 04/06 2025.

Efter en planlagt ordinær inspektion i januar modtager Lunar Bank enkelte påbud fra Finanstilsynet. På linje med alle andre danske banker samarbejder Lunar tæt med Finanstilsynet, og har allerede efterlevet det ene påbud, mens de sidste påbud hurtigt vil blive bragt i orden.

”Vi har et godt samarbejde med Finanstilsynet om at sikre den bedste efterlevelse af et komplekst regelværk. Med resultatet af det seneste ordinære tilsyn viser Lunar Bank, at vi er kommet langt med at styrke vores styring af risici og efterlevelse af reglerne. Vi ville gerne have været tilsynsreaktionerne foruden, men vi tager dem til efterretning. Vi har allerede bragt det ene forhold i orden, mens vi arbejder på at få det sidste på plads, så vi sikrer en fuld og hel efterlevelse af reglerne,” siger Robert Stambro, CFO for Lunar.

Fremskridt med forretningen
Siden Finanstilsynets sidste ordinære inspektion i 2023 har Lunar mindsket sine risici og styrket regelefterlevelsen. Derfor indeholder den nye redegørelse helt naturligt få påbud sammenlignet med seneste inspektion. Samtidig gentager Finanstilsynet sine betragtninger om, at Lunar Bank endnu ikke giver overskud.

Lunar fortsætter dog sin vækst og har ved seneste regnskab vist en markant styrket indtjening i 2024. Nettorente- og gebyrindtægterne steg til 539 mio. kr. fra 428 mio. kr. i 2023 – en fremgang på 26%. Det sker samtidig med, at driftsomkostningerne faldt lidt, mens udsigterne til et overskud er senest i 2026.

”Vi har over de seneste år styrket vores forretning markant. Vi har flere indtægter, holder driftsomkostningerne i ro og udvikler nye og spændende produkter og services. Vi har opbygget en bankforretning fra bunden, og den slags kræver investeringer og tid. Vi gør hver dag fremskridt og følger vores ambitiøse plan for at give overskud. Vi står stærkere end nogensinde før, og vi har de bedste og mest indbringende år foran os,” siger Robert Stambro.