Pressemeddelelser

Lunar femdobler indtægten og henter ny vækstkapital

Fintech-virksomheden Lunar Group øger indtægterne med over 500 pct. i første halvår af 2022 og henter 212 mio. kr. i ny vækstkapital

Det nordiske fintech-selskab Lunar Group fortsætter sin vækstrejse på de nordiske markeder i første halvår af 2022. Således vokser nettorente- og gebyrindtægterne med 513% til 89,38 mio. kr. fra 14,57 mio. kr. i første halvår af 2021, mens Lunar har fået over 200.000 nye kunder i samme periode.

”Vi er tilfredse med udviklingen i Lunar, hvor vi oplever markant stigning i indtægterne og nye kunder. Vi er nu i et helt andet marked med høj inflation og stigende renter. Det stiller et krav til vækstvirksomheder som Lunar om at øge indtægterne hurtigere end hidtil, og særligt på den baggrund, er vi tilfredse med selskabets udvikling,” siger Ken Villum Klausen, stifter og adm. direktør for Lunar.

Selvom Lunar øger indtægterne, følger selskabet stadig vækstplanen. Derfor bliver det samlede resultat for første halvår af 2022 som forventet på -486,7 mio. kr. efter skat. Resultatet er forventet, fordi Lunar investerer i at vokse forretningen.

Det er særligt Lunars udgifter til medarbejdere og administration, der stiger, eftersom antallet af medarbejdere et øget med over 200 sammenlignet med første halvår af 2021. Udgifterne stiger til 496,7 mio. kr. fra 159,5 mio. kr. i perioden.

Vækstkapital under nye markedsvilkår

I regnskabet fremgår det også, at Lunar i september 2022 får 212 mio. kr. i ny vækstkapital. Pengene skal bruges på at fortsætte Lunars vækstrejse, men med et øget fokus på indtægter.

Kapitalmarkederne har ændret sig markant som følge af høj inflation og de afledte renteforhøjelser fra centralbankerne. De nye vilkår på kapitalmarkederne betyder, at der stilles større krav til vækstselskabers indtjening.

“Vi er ydmyge for den tillid, som vores investorer har til Lunar – særligt i lyset af et kapitalmarked, der på kort tid er vendt på hoved. Vi er tilfredse med at rejse mere end 200 mio. kroner i et meget svært marked, som i dag har helt andre krav til, hvad pengene skal bruges til for et selskab som Lunar.

“Vi har et øget fokus på at få vores store vækst igennem de seneste år til hurtigere at afspejle sig i vores indtjening. Vi vil fortsætte med vores nordiske ekspansion og udvikle nye løsninger, der giver en bedre digital bankoplevelse til både virksomheder og privatkunder”, siger Ken Villum Klausen.

Lunar Group har mere end 500.000 kunder i Danmark, Norge og Sverige, der bliver serviceret af selskabets mere end 600 medarbejdere.