verybigimage

Pressemeddelelse

Lunar indgår partnerskab med PPRO – nu åbner de det svenske marked for flere internationale forhandlere.

Money 20/20 Europa, Amsterdam, 4. juni 2024 – Lunar indgår samarbejde med PPRO, en internationalt førende platform for lokale betalinger. Integration til Lunars nordiske betalingsinfrastruktur giver PPRO adgang til lokale betalinger i Sverige og åbner op for, at flere svenske forbrugere kan bruge Swish som betalingsmetode internationalt. Et forretningsområde som udgør et stort indtjeningspotentiale for Lunar.

Udgivet 04/06/2024

Det svenske e-handelsmarked er 295 milliarder dollars værd, og svenskerne køber varer og tjenester hos online forhandlere i andre lande til en værdi af lige godt 6 milliarder dollars. Det nye partnerskab åbner op for et enormt vækstpotentiale for online forhandlere i lande med stor eksport til Sverige, såsom Kina, Tyskland og USA. Tilsammen står de for 65 % af svenskernes e-handel.

Swish er Sveriges foretrukne mobile betalingstjeneste og er en af de største betalingstjenester i Europa. Sammen med debetkortet er det de svenske forbrugeres mest anvendte betalingsform, når de handler online, hvilket netop understreger behovet for, at globale virksomheder tilbyder betalingsmetoder som Swish ved checkout.

Lunars cloud-baserede bankinfrastruktur og API-løsning inkluderer Banking Services, der giver tredjeparter adgang til betalinger på tværs af grænser, lokal clearing og lokale betalingstjenester – såsom Swish i Sverige. Med opstart i Sverige vil partnerskabet på sigt gøre det muligt for PPRO at få adgang til indenlandske betalinger i Norden og dække Danmark, Sverige og Norge. Det vil hjælpe med at nedbryde adgangsbarrierer for internationale forhandlere på de nordiske markeder og henvende sig til regionens enorme digitale kundegruppe.

Lunars CEO, Ken Villum Klausen, tilføjer:
- Banking Services er et hastigt voksende forretningsområde for Lunar, og hvor vi ser et stort indtjeningspotentiale i hele Norden. Ved at åbne vores betalingsinfrastruktur for internationale spillere sætter vi skub i innovation og konkurrence i Norden. Vi er stolte af det nye partnerskab med PPRO i Sverige, der udgør et af Lunars store vækstmarkeder i de kommende år.

- Swish erstatter kontanter blandt de svenske forbrugere. Med over 8 millioner brugere gør det nye partnerskab det muligt for vores globale partnere og kunder at få adgang til det svenske e-handelsmarked i stor skala. Vores partnerskab med Lunar vil åbne et meget komplekst bankmiljø og muliggør ikke kun adgang til straksoverførsler i Sverige, men bidrager også til PPROs yderligere ekspansion på tværs af Norden, udtaler Motie Bring, CEO for PPRO.

- Svenskerne er vant til at shoppe online, og med et stigende behov for at shoppe hos udenlandske forhandlere er vores partnerskab med PPRO, som teknisk partner for Swish, et samarbejde, der gavner alle parter. Svenske forbrugere kan nu handle hos flere globale, online forhandlere, og flere forhandlere kan få nemmere adgang til det svenske marked, afslutter Swishs CEO, Urban Höglund.