verybigimage
NyhederUdgivet

Lunar lancerer dansk krypto-platform i nyt selskab.

Fintech-virksomheden Lunar udvider paletten med Lunar Block og vil gøre krypto tilgængeligt for alle på en danskbaseret handelsplatform

Fintechvirksomheden Lunar gør nu direkte kryptohandel tilgængeligt for alle på en ny dansk platform. De danske kunder kan fra i dag købe og sælge kryptovaluta i det nyoprettede selskab Lunar Block, som dermed er det nyeste på stammen i fintechvirksomheden.

Lunar Block bliver også hjemstedet for Lunars kommende blockchain-aktiviteter, som fintechvirksomheden forventer vil udvikle sig meget de kommende år.

Ken Villum Klausen, stifter og adm. direktør i Lunar, siger:

  • Vi kan tydeligt se, at køb og salg af kryptovaluta fylder mere og mere for særligt den næste generation af forbrugere. Vi mener, det er nødvendigt at gøre kryptovaluta tilgængelig på en måde, der er til større gavn for forbrugerne, og vi synes, det er naturligt, at Lunar går forrest her.
  • Kryptovaluta og blockchain er en del af fremtiden, når det gælder penge, og vi tager forbrugerne seriøst, når de søger mod nye muligheder. I vores nye selskab Lunar Block arbejder vi med tendenser inden for blockchain, web3 og metaverset, og første skridt er direkte køb og salg af krypto.


Mere almindeligt i den yngre generation.

Lunar oplevede en stigning på 872% i antal transaktioner til kryptohandel hos fintechvirksomhedens over 850.000 brugere, hvis man sammenligner 2020 med 2021.

Det ser derfor ud til, at danskerne er ved at tage krypto til sig.

Særligt blandt den yngre generation bliver det mere almindeligt. Det viser også en undersøgelse foretaget af YouGov, hvor Lunar har spurgt 1038 af danskerne om deres holdning til kryptovaluta.

  • Tæt på hver femte - 17% - af de 18-30-årige svarer i undersøgelsen, at de har købt kryptovaluta.

YouGov har også spurgt, hvorvidt danskerne mener, at kryptovaluta er en ny og spændende investeringsform, som bliver almindeligt anerkendt indenfor de næste 5 år.

  • Det er 16% af alle adspurgte enige i - blandt de 18-30-årige er 34% enige eller meget enige i.

Af de adspurgte, der er skeptiske overfor kryptovaluta, svarer 63%, de ikke har tillid til kryptovaluta som investeringsform. 45% mener, er det er for store risici og 33% mener, at investeringsplatformene er for usikre.

Ureguleret område.

Kryptovaluta er fortsat ikke reguleret. Derfor bliver Lunars kunder gjort opmærksomme på, at de forlader et reguleret miljø, hvis de ønsker at købe og sælge kryptovaluta som Bitcoin og Ethereum.

Alle former for regulering bydes stort velkommen i Lunar. Men kunderne venter ikke på, at området bliver reguleret. Derfor vil Lunar Block give flere muligheder nu. 

En af de udfordringer, som de danske forbrugere har i dag, hvis de køber og sælger krypto, er, at det kan være svært - og koste udenlandske overførselsgebyrer - at få et eventuelt afkast ind på kontoen. Samtidig viser tal fra Skat, at mange gevinster ikke indberettes korrekt.

Den udfordring vil Lunar Block forsøge at løse, fortæller stifter og adm. direktør af Lunar, Ken Villum Klausen.

  • En af bekymringerne ved kryptovaluta er, at det kan være vanskeligt at se, hvor gevinsten kommer fra. Vi har lavet et miljø for køb og salg af krypto, hvor risiko for hvidvask og sløring af midler reduceres, og forbrugerne får adgang til at købe kryptovaluta gennem en danskbaseret platform.
  • Det er et problem for både dem, der køber og sælger kryptovaluta og for Danmark, at forbrugerne enten ikke ved, hvordan man indberetter skat korrekt eller snyder på vægten. Derfor stiller vi digitale guides og værktøjer til rådighed, der skal bekæmpe det problem, og vil meget gerne samarbejde med Skat om at finde fremtidens løsning.