verybigimage

Pressemeddelelse

Lunar når milepæl i kapitalplan med salg af svensk låneportefølje

Lunar har gennemført salget af sin svenske låneportefølje til norske Morrow Bank. Det markerer et vigtigt skridt i kapitalplanen, da Lunar nu lever op til de regulatoriske kapitalkrav fra Finanstilsynet. Lunar eksekverer nu den allersidste del af kapitalplanen for også at opfylde kapitalbufferkravene.

Udgivet 10/09/2024

Lunar kunne i august fortælle om en bindende aftale om salg af den svenske låneportefølje til norske Morrow Bank. Finanstilsynet godkendte salget forrige uge, og nu er handlen endelig gennemført.

Det betyder, at Lunar lever op til de regulatoriske kapitalkrav. Lunar arbejder nu på at implementere de allersidste dele i kapitalplanen, som skal sikre, at Lunar også lever op til kapitalbufferkravene.

”Lunar står stærkt positioneret til fortsat vækst og målet om profitabilitet. Salget af den svenske låneportefølje markerer et væsentligt skridt for Lunar, da vi nu lever op til vores solvenskrav. Nu arbejder vi på den sidste del af planen, så bufferkravene også efterleves”, siger Vibeke Bak Solok, bankdirektør i Lunar Bank.

”Vi vil fortsat så åbent som muligt informere i takt med, at vi gennemfører de sidste dele af planen, og når vi lever op til bufferkravene”.

Fortsat udlån hos Lunar

Norske Morrow Bank er specialiseret i udlån og overtager lånene på gældende vilkår. Salget af den svenske låneportefølje, betyder ikke et fuldt stop for at låne penge via Lunar:

”Lunar har gennem en længere periode tilbudt lån til privatkunder og mindre erhvervsdrivende via partnerskaber, og det fortsætter vi med. Vi har sat en række af vores egne låneinitiativer på pause som led i kapitalplanen, men det ændrer ikke ved den langsigtede strategi, hvor vi kommer til at åbne for udlån igen i fremtiden”, siger Vibeke Bak Solok.

Lunar har et samarbejde med Lendo om udlån til privatkunder og med Qred samt Visa og svenske Froda om udlån til særligt mindre erhvervsdrivende.