verybigimage

Pressemeddelelse

Lunar og TrueLayer indgår strategisk partnerskab, der skal revolutionere det nordiske betalingslandskab.

Publiceret 07/12 2023.

Den nordiske udfordrerbank Lunar indgår et partnerskab med Truelayer , Europas førende netværk inden for open banking, med målet om at redefinere betalingslandskabet på tværs af Danmark, Sverige og Norge. Samarbejdet vil styrke TrueLayers muligheder for øjeblikkelige betalinger i Norden gennem en enkel integration med Lunars betalingsinfrastruktur.

På baggrund af en stor efterspørgsel fra både nationale og internationale betalingsaktører, åbnede Lunar sin nordiske betalingsinfrastruktur op for partnere i juni 2023. Gennem samarbejdet med Lunar får TrueLayer nordisk adgang til indenlandske betalinger i Danmark, Sverige og Norge. TrueLayer er den første samarbejdspartner for Lunar, der via Lunars infrastruktur går ind i Norden og tilbyder en helt ny løsning.

"Tidligere har Norden været en svær region for internationale banker og fintechs at gå ind i. Nu har vi åbnet vores infrastruktur op for partnere, og vi giver enkel adgang til en kompleks bankverden og muliggør, at flere banker og fintechs kan drive forretning i Norden. Vores teknologi og banking-service-tilbud accelererer innovation og konkurrence i hele regionen, hvor vi inviterer nogle af de mest innovative kræfter at træde ind på det nordiske marked og konkurrere med de lokale markedsledere", siger Ken Villum Klausen, medstifter og CEO i Lunar.

"TrueLayer ønsker at tilbyde straksbetalinger i Norden og give erhvervsdrivende mulighed for at tilbyde bedre betalingsoplevelser til deres forbrugere. Gennem partnerskabet med Lunar vil vi hjælpe med at fjerne barriererne for erhvervsdrivende på det nordiske marked, hvor vi kan drage fordel af, at de nordiske forbrugere er langt fremme på digitalisering," siger Paiak Vaid, VP for Globale Partnerskaber hos TrueLayer.

"Vi har investeret massivt i vores bank- og betalingsinfrastruktur for at kunne levere den bedste bankoplevelse til vores nordiske brugere i deres hverdag. Vi oplever i øjeblikket en stor interesse fra markedet, og det bekræfter, at vi har en overbevisende forretningsmulighed foran os i takt med, at vi åbner det nordiske marked op for resten af verden. Det vil gavne både virksomheder og forbrugere, og vores samfund som helhed, at Norden nu er tilgængelig for mange flere virksomheder globalt," siger Ken Villum Klausen.

Lunars cloud-baserede bankinfrastruktur og API-løsning udvider Lunars forretning til at omfatte Banking Services . Lunar er en af de få banker med nordisk bankinfrastruktur og clearingtilladelser i Danmark, Norge og Sverige og kan dermed tilbyde adgang til betalinger på tværs af landegrænser samt clearing i Norden til tredjeparter.