verybigimage

Pressemeddelelse

Ny undersøgelse: Danske iværksættere kan ikke holde ferie

Published 04/7 2023.

Mange danskere går i øjeblikket på en velfortjent sommerferie. Men for flere danske iværksættere er ferietiden lig med overvejelser om nedgang i omsætningen og mangel på ansatte, der kan aflaste. Det viser en ny undersøgelse fra Lunar. To ud af tre danske iværksættere holder mindre ferie end den almindelige lønmodtager, mens hver femte blot tager 1-2 ugers ferie om året.


Sommerferien nærmer sig, og for de fleste danskere betyder det en velfortjent pause fra arbejde og hverdagens travlhed. For mange danske iværksættere er billedet dog et helt andet. Det viser en ny undersøgelse blandt danske virksomhedsejere foretaget af Lunar.

Den almindelige lønmodtager har krav på 5 ugers ferie om året. Det er ikke tilfældet for de danske iværksættere. Hver tredje iværksætter holder enten slet ikke ferie (13%) eller kun 1-2 ugers ferie (20%) samlet set på et helt år. Lidt under en tredjedel (29%) holder 3-4 ugers ferie om året. Undersøgelsen tegner et billede af, at de danske iværksættere dropper at holde de fem ugers ferie, som en almindelig lønmodtager ellers har krav på.

Bekymringer aflyser ferien
Mere end hver tredje af de adspurgte iværksættere siger, at de i høj eller meget høj grad føler, at det er svært at holde ferie fra virksomheden. De største bekymringspunkter handler om frygten for, at det påvirker virksomhedens omsætning (39%), mens mere end hver tredje (35%) siger, at de ikke har medarbejdere, der kan aflaste dem under ferie. 

Når iværksætterne endelig holder fri, har de svært ved at lægge arbejdet helt væk. Mere end hver tredje (38,5%) siger, at de i høj eller meget høj grad kan genkende, at de ofte arbejder, selvom de har ferie. 41% siger samtidig, at de gerne ville holde mere ferie, hvis de var almindelige lønmodtagere.


”Iværksætterne er vigtige for det danske samfund, fordi de er med til at skabe jobs, øge dansk konkurrenceevne og stimulere innovation. Derfor skal vi støtte op om de danske iværksættere hele året, også i sommerperioden, som kan være en særligt udfordrende periode. Det er lettere sagt end gjort at holde ferie, når du har en virksomhed, der også skal køre rundt”, siger Anne Marie Kindberg, Kommerciel Direktør hos Lunar.

Det er en problemstilling, som også SMVdanmark genkender blandt sine medlemmer: "Som selvstændig erhvervsdrivende brænder man for sin virksomhed og sin idé, og derfor lægger man tusindvis af timer i den. Så det kan være svært at trække stikket og holde ferie. Men stress og udbrændthed er en reel risiko, også som iværksætter, og derfor er det vigtigt, at man giver sig selv lov til at samle kræfter og holde en egentlig ferie. Vi arbejder hårdt for, at der bliver færre administrative byrder, som giver ekstraarbejde i hverdagen eller akut i ferien,” siger chefkonsulent i SMVdanmark Kasper Munk Rasmussen.

Vi skal gøre mere for de danske iværksættere

Lunar har selv har været igennem en vækstfase fra startup til en nordisk bank med mere end 700.000 privat- og erhvervskunder og har de seneste to år budt mere end 20.000 nye erhvervskunder velkommen. Den danske iværksætterkultur og forholdene for de mindre danske virksomheder er derfor vigtige at bakke op om for både Lunar og Anne Marie Kindberg.

”Det er essentielt for dansk vækst og innovation, at vi kigger på at gøre det lettere at starte og drive en virksomhed i Danmark. Det kan vi gøre ved at fjerne så mange som muligt af de bekymringer, som iværksætterne kan sidde med til hverdag. Hvis vi gør det, kan det også være, at der bliver bedre tid til at genoplade lidt engang imellem.”, siger Anne Marie Kindberg.

Om undersøgelsen:
Undersøgelsen er baseret på 450 besvarelser blandt Lunars erhvervskunder, der alle er virksomhedsejere og bosat i Danmark. Besvarelserne er indsamlet fra den 6/6 til 16/6 2023. 

Om Lunar:
Lunar er en digital udfordrerbank, der gør det enkelt for virksomheder og privatpersoner at håndtere deres økonomi og giver dem kontrollen tilbage ved at bygge den bedste nordiske hverdagsbank. Lunar blev grundlagt i Aarhus og beskæftiger i dag 450 medarbejdere i København, Aarhus, Stockholm og Oslo. I 2019 fik Lunar banklicens og er nu én af få banker med en nordisk bankplatform. Lunar har i dag mere end 700.000 privat- og erhvervskunder i hele Norden.

Om SVMdanmark:
SMVdanmark repræsenterer cirka 18.000 SMV-virksomheder og er den eneste danske hovederhvervsorganisation, der udelukkende kæmper for bedre vilkår for Danmarks SMV'er.