verybigimage
KryptoUdgivet

Hvad er cardano mining?

Mining er et udtryk i kryptoverdenen, der dækker over, at nye coins bliver “minet” eller gravet. Det er dermed en metafor til tidligere tider, hvor vores økonomier var bundet op på guld. Guldgravere tog derfor ud i minerne for at grave efter guld, som de fik penge for, og som samtidig udvidede den fælles økonomi.

Og det er også sådan krypto-mining skal forstås. Her er mining i stedet en digital aktivitet, der foregår på computere. Når en krypto-miner finder krypto, bliver personen belønnet med krypto-coins, og det samlede antal af coins i økonomien stiger.

Det er blandt andet sådan, bitcoin fungerer.

Men den form for mining gælder kun for kryptovalutaer, der bruger den såkaldte “proof-of-work”-metode til at grave efter krypto.

Læs mere om proof-of-work mining her .

Cardano bruger til gengæld ikke proof-of-work. Den coin bruger proof-of-stake. Det betyder, at cardano teknisk set ikke bliver minet.

Sådan bliver cardano (ADA) “minet”

Først og fremmest skal du vide, at cardano er navnet på blockchainen, mens ADA er navnet på blockchainens indfødte kryptovaluta. Ligesom ethereum er navnet på en blockchain, mens den indfødte kryptovaluta hedder ether (ETH).

Før vi kan forklare, hvordan nye ADA-coins bliver udstedt under proof-of-stake, skal vi først have forklaret, hvordan det fungerer under proof-of-work.

Proof-of-work mining

I en proof-of-work blockchain kommer nye coins til gennem mining. Men mining er ikke kun “at finde” nye coins, som det er med guldgravere og deres guld – i krypto-sammenhæng er mining samtidig den måde, at transaktioner på blockchainen bliver bekræftet og valideret.

Når du for eksempel køber bitcoin , bliver dit køb registreret i blockchainen. Dit køb kaldes også en transaktion. Alle transaktioner på en blockchain er offentligt tilgængelige, så alle, der deltager i netværket, kan følge med.

Efter der er blevet registreret nok transaktioner til at samle dem i et større bundt – også kaldet en blok – skal den blok tilføjes blockchainen.

Det er her, bitcoin-mineren træder ind i billedet. For før en blok kan tilføjes en blockchain, skal blokkens krypterede hash-kode først findes.

En hash-kode ser for eksempel sådan her ud:

C9BF0A990E24B01EDD21D89570ABB5C5CCE9FAB81224E40B8DB5969C59A3EE23

Som du kan se, er koden meget lang og svær at gætte. I praksis indebærer krypto-mining derfor, at der bliver kørt et program på computeren, som gætter på alle mulige forskellige koder, indtil den rigtige hash-kode er fundet.

Alle kan deltage i gætteriet. Det er derfor en konkurrence om, hvem der kommer først med det rigtige svar.

Når en person så finder den korrekte hash-kode for den nye blok af transaktioner, bliver personen belønnet med bitcoins. Det er sådan, nye bitcoins kommer i omløb.

Men inden personen modtager sine bitcoins som belønning, gennemtjekker resten af blockchain-netværket, at de pågældende transaktioner i blokken stemmer overens med de transaktioner, der er indeholdt i det offentlige blockchain-register. Hvis mere end 50% af netværket kan bekræfte transaktionerne i blokken, bliver den tilføjet blockchainen.

Personen modtager altså nogle nyligt “minede” bitcoins som belønning for sit hårde arbejde med at finde den korrekte hash-kode – og det er sådan, der produceres flere bitcoins.

Men samtidig sikrer mining også, at alle blokke, der bliver tilføjet, stemmer overens med transaktionerne i det offentlige blockchain-register. Det er på den måde, at kryptovaluta opnår sikkerhed og tillid.

Proof-of-stake mining

Med proof-of-stake, som cardano bruger, foregår mining på en helt anden måde. Her er der ikke åben konkurrence om at komme først.

Bestemte personer bliver i stedet udvalgt til at stå for at finde den korrekte hash-kode for nye blokke. Måden, folk bliver udvalgt på, er gennem staking.

På dansk oversættes “stake” til satsning eller at sætte noget på spil.

I praksis betyder det, at personer i cardano-netværket kan “sætte deres coins på spil” i lodtrækningen om at blive udvalgt til at finde den korrekte kode.

Hvis du for eksempel sætter 10 cardano-coins på spil, og der findes 10.000 coins i alt, vil du have 1% chance for at vinde lodtrækningskonkurrencen.

I virkelighedens verden er det lidt mere komplekst. Det er de færreste mennesker, der ejer nok coins til at opnå en reel chance for at blive udvalgt. Derfor bliver der oprettet såkaldte stake pools – en samling af flere menneskers stakes, så de i fællesskab har højere sandsynlighed for at blive udvalgt.

Når en stake pool så bliver valgt til at validere den næste blok i blockchainen, vil alle deltagere i stake poolen blive belønnet i forhold til den mængde af coins, de har lagt i poolen.

I juli 2022 svarede belønningen til cirka 4,6% af værdien på din stake.


Tip: Du kan lære mere om cardanos belønningssystem via deres staking calculator .

Hvordan bliver nye cardano coins udstedt?

Når en blok bliver tilføjet en proof-of-stake blockchain, resulterer det ikke i nye coins. Cardano har et maks loft på 45 milliarder coins, hvor cirka 33,5 milliarder er i omløb i juli 2022.

Efter en staking pool har fuldendt en ny blok til blockchainen, bliver de som sagt belønnet. Belønningen kan tage to former:

  • belønning i form af gebyrer
  • belønning i form af “nye” ADA-coins

For nu er det cardanos moderselskab, IOHK, der bestemmer, hvilken belønningsform der skal bruges. I fremtiden skal det til gengæld være op til cardano-netværket i fællesskab at bestemme, hvilken type belønning der skal gøres brug af ved tilføjelse af nye blokke – og den fælles model har cardano navngivet governance .

Hvilken belønningsform, der bliver valgt, afhænger af en række teorier om matematik, økonomi og spilteori, som cardano-blockchainen er udviklet på baggrund af. Du kan også læse meget mere om teorierne for cardano staking på deres hjemmeside .

Når belønningsformen er gebyrer, betyder det, at der ikke kommer flere coins i omløb. Og når belønningsformen er “nye” ADA-coins, kommer de fra coin-reserven – som svarer til forskellen på maks loftet på 45 milliarder og det nuværende antal i coins (33,5 milliarder).

De “nye” ADA-coins er ikke nye på samme måde, som de er det med bitcoin , ethereum og andre proof-of-work kryptovalutaer. Når en ny blok bliver tilføjet en proof-of-work blockchain, bliver der skabt en ny coin – det er altså første gang, verden ser den coin.

Med proof-of-stake kan der også belønnes med “nye” coins, men de coins er allerede kendt af cardano, da de kommer fra deres interne coin-reserve. De har med andre ord været kendt siden starten, og bliver først frigivet i forbindelse med belønninger.

Indirekte mining af cardano

Selvom cardano ikke direkte kan mines, findes der services, der muliggør det indirekte.
Et eksempel på sådan en service er unMineable . Her bruger du din computer til at mine en anden kryptovaluta, eksempelvis bitcoin, der så konverteres til cardano.

Køb cardano

Hvis du overvejer at købe cardano eller andre kryptovalutaer, er det en god ide at vælge en dansk platform uden uforståelige buzzwords. Det får du for eksempel med Lunar Block.

Når du har hentet Lunar-appen og oprettet dig i Lunar Block, kan du handle cardano og de andre største, populære kryptovalutaer.

Hent Lunar og kom i gang med krypto

Kryptovaluta kan stige og falde

Når du handler med kryptovaluta, skal du være opmærksom på, at det indebærer en stor risiko. Værdien af din kryptovaluta kan både stige og falde, og du kan risikere at tabe hele det beløb, du har købt kryptovaluta for.

Handel med kryptovaluta i Lunar-appen sker via Lunar Block. Lunar Block er ikke reguleret af Finanstilsynet, og du har derfor ikke samme beskyttelse, som hvis du for eksempel handler med aktier, værdipapirer eller andre regulerede aktiver.

Vi rådgiver ikke

Vi rådgiver ikke om køb og salg af cardano. Vi kan give faktuel information om kursudviklingen på de forskellige valutaer, men tidligere kursudvikling er ikke en indikation på fremtidig udvikling.

Vi rådgiver ikke om køb af cardano eller anden kryptovaluta og kommer ikke med anbefalinger til hverken køb eller salg. Ingen information fra Lunar Block skal derfor betragtes som anbefalinger, og alle beslutninger er alene op til dig.

Senest opdateret d. 18/04/2023. Vi har samlet generelle oplysninger, men der kan være særlige regler eller omstændigheder for dig og din virksomhed, som du bør være opmærksom på.