verybigimage
KryptoUdgivet

Hvad er cardano?

Cardano (ADA) er en kryptovaluta. Det er en af de største og mest populære kryptovalutaer målt på markedsværdi, der i juli 2022 ligger på cirka 110 milliarder kroner ifølge Coinbase. I modsætning til andre populære kryptovalutaer - som bitcoin og ethereum - er cardano baseret på en lidt anderledes teknologi.

Hjertet i enhver kryptovaluta er deres blockchain . De blockchains, som bitcoin og ethereum bruger, er drevet af metoden “proof-of-work”.

Cardanos blockchain er drevet af metoden “proof-of-stake”.

Nogle mener, at proof-of-stake er en mere skalérbar og fremtidssikret metode end proof-of-work. Selv ethereum har meldt ud, at de skifter til proof-of-stake i august 2022.

Vil du forstå den tekniske baggrund for kryptoverdenens fremtid, er cardano derfor et godt sted at starte.

Indholdsfortegnelse:

  • Hvad er idéen bag cardano?
    • Skalérbar
    • Forklaring på proof-of-work
    • Forklaring på proof-of-stake
  • Smart contracts, decentraliserede apps, kryptospil og NFT’er
    • Smart contracts
    • Decentraliserede apps
    • Krypto-spil
    • NFT’er
  • Cardano-historien: Hvem skabte cardano?
  • Sådan kommer du i gang med at handle cardano

Hvad er idéen bag cardano?

Cardanos vision er at skabe en skalérbar blockchain, der understøtter udviklingen af smart contracts, decentraliserede apps, kryptospil og andre kryptobaserede projekter.

Hvis du er i tvivl om, hvad en blockchain overhovedet kan, kan du læse mere her .

Skalérbar

En af de helt store udfordringer, som de tidligste kryptovalutaer - for eksempel bitcoin og ethereum - er stødt på, er spørgsmålet om skalering.

Fordi de bruger metoden proof-of-work, er det praktisk talt umuligt at skalere deres blockchain-teknologi. Det skyldes, at de med proof-of-work begrænser deres blockchains til kun at kunne foretage et lavt antal transaktioner i sekundet.

Bitcoin kan foretage cirka fem transaktioner i sekundet, og ethereum kan foretage cirka 30. Til sammenligning kan betalingsvirksomheden Visa foretage omkring 1.700 transaktioner i sekundet.

I en verden, hvor kryptovaluta skal være en seriøs konkurrent til for eksempel Visa, er det altså nødvendigt med flere transaktioner i sekundet. Ellers vil brugerne støde ind i lange ventetider, når de står og betaler for deres varer i en butik.

Men hvorfor kan bitcoin og ethereum kun gennemføre så få transaktioner i sekundet?

Det skyldes teknologien proof-of-work.

Forklaring på proof-of-work

Før transaktioner kan tilføjes en blockchain, skal de valideres med en hash-kode. Koden er ukendt, og den eneste måde at finde frem til den på, er ved at gætte sig frem.

Belønningen for at gætte rigtigt er udbetaling af blockchainens coin – for eksempel bitcoin. Og det er nogle folk meget interesserede i at blive belønnet med.

Kun én person kan gætte rigtigt og blive belønnet. Derfor er der også stor kamp om at komme først med det rigtige gæt.

Derudover er bitcoin, ligesom guld, en begrænset ressource. Udviklerne bag bitcoin har sat en begrænsning på antallet af bitcoins, som betyder, at der kun kan blive minet 21 millioner bitcoins i alt – nogensinde.

Så for hver ny bitcoin, der bliver minet – som er det samme som at sige, at for hver ny blok af transaktioner, der bliver tilføjet blockchainen – vil det blive dét sværere at finde frem til den næste. Ligesom det kun bliver sværere og sværere at finde guld i takt med, at guldgravere opbruger jordens ressourcer.

På samme måde bliver krypto-mining sværere og sværere, og mængden af ressourcer, som skal bruges på at mine, bliver større og større. Derfor tager det så lang tid at gennemføre transaktioner.

Det problem skal proof-of-stake løse, som er den metode, cardano bruger.

Forklaring på proof-of-stake

Med proof-of-stake foregår valideringen på en anden måde. Alle, der deltager i netværket, deltager samtidig i en lodtrækningskonkurrence om at være ansvarlig for at finde den næste kode.

På den måde vil der ikke være tusindvis af forskellige computere, der forsøger at knække den samme kode. Her er der kun én person/computer pr. blok, og derfor er proof-of-stake mindre energikrævende end proof-of-work.

“Stake” står for lod. Jo flere stakes, du har, jo flere lodder har du i lodtrækningen. Stakes er baseret på, hvor mange coins eller tokens du har. Når en person bliver udvalgt til at validere en transaktion, opkræver de et gebyr – eller gas fee – for besværet.

Det er altså opkrævning af gas fees, der udgør hele motivationen for at være med i lodtrækningen. Skulle en person forsøge at snyde systemet med en fejlagtig kode, bliver deres stake taget fra dem.

Hvis Jens for eksempel forsøger at snyde cardano-blockchainen med en korrupt hash-kode, vil netværket før eller siden kunne se, at data ikke stemmer overens. Derfor bliver Jens’ stake taget fra ham, og han mister altså pengene.

For at Jens skulle blive succesfuld med at snyde systemet, skulle han – foruden at blive tilfældigt udvalgt af staking-mekanismen – snyde en majoritet af netværket med sin hash-kode.

Hash-koden dækker egentlig bare over alle de transaktioner, som er blevet foretaget i blockchainen, siden sidste blok blev tilføjet. Alle transaktioner bliver registreret i blockchainens hovedbog, som alle deltagere i netværket kan se.

Så når Jens sender sin blok af transaktioner videre til resten at netværket, vil de hurtigt kunne se, at der er en transaktion, der ikke stemmer overens med oplysningerne i hovedbogen. Derfor afviser netværket blokken, og Jens kommer til at betale prisen for det - som er den mængde af krypto, han har valgt at stake.

Smart contracts, decentraliserede apps, krypto-spil og NFT’er

Bitcoin banede vejen for mange af verdens mest populære kryptovalutaer. Det, som bitcoin kunne, var at bruge blockchain-teknologien til at skabe et decentralt betalingsmiddel.

Siden opfindelsen af bitcoin, har udviklere fået øjnene op for de mange andre muligheder, som en blockchain byder på. For det er ikke kun betalingsmidler, der kan decentraliseres.

Det samme gælder for eksempelvis kontrakter, apps og online spil. Det var noget, ethereum blandt andet opdagede tidligt, men som cardano også fokuserer på.

Smart contracts

Smart contracts er decentraliserede kontrakter mellem to parter, der gerne vil handle med hinanden.

I dag bliver de fleste handler faciliteret af en eller anden form for mellemmand. Når du køber hus, er der banken, staten og juristen, som har en finger med i spillet – og som så også tager en bid af kagen i form af for eksempel gebyrer og skatter.

Når du køber bil, er der forhandler, staten og juristen igen.

Stort set alle bindende kontrakter er i dag faciliteret af nogen – og det er også netop det, der gør dem bindende. For hvis ikke banken, staten og juristen stod som garant for kontraktens indhold, hvem skulle så sikre, at folk faktisk overholdt deres del af aftalen?

Eksempel: Hvis du skal sælge din bil til Per, sikrer alle de her centraliserede mellemled, at du også faktisk får de penge, som du skal. Hvis Per prøver at snyde dig, kan du melde ham til politiet. Mellemleddene har dokumentation for, at Per har lavet et kontraktbrud, og derfor kan du retsforfølge ham.

Smart contracts: Prøv så at forestille dig, at det ikke var banken, staten eller juristen, der stod som garant, men i stedet et stykke kode koblet på en blockchain.

Det er idéen med smart contracts.

Koden for en smart contract mellem Niels og Per kunne for eksempel se ud som følger: Bil = 100.000 kr.

Hvis Niels modtager 100.000 kr., videregives registreringsattest automatisk til Per.

En smart contract er på den måde en række af krav, der skal tilfredsstilles. Bliver kravene ikke tilfredsstillet, vil kontrakten blive ugyldig, og handlen vil ikke blive udført.

Hvor du med en centraliseret handel skal have tillid til mellemled, skal du med smart contracts have tillid til koden. Og det er også ét af de vigtigste punkter ved blockchain-teknologien: At du ikke skal have tillid til centrale autoriteter, men i stedet have tillid til teknologi.

En anden afledt effekt af det er også, at smart contracts generelt koster langt mindre i drift, end det gør at beskæftige en bankmand, en embedsmand, en brugtvognsforhandler og en jurist.

Decentraliserede apps

Decentraliserede apps (også kendt som dApps) er som normale apps, men i stedet for at være tilknyttet én central computer, så er appen spredt ud over et helt netværk af computere via blockchainen.

Når du eksempelvis bruger din Twitter-app, er teknologien centralt opbevaret hos Twitter. Derfor har Twitter 100% bestemmelse over platformen, og hvis de vil bandlyse en person fra at bruge platformen, for eksempel som med Donald Trump, så kan de det.

Hvis Twitter var en decentraliseret app, ville det ikke være muligt at bandlyse Donald Trump fra platformen – medmindre størstedelen af blockchain-netværket blev enige om det. På den måde kan decentraliserede apps siges at være demokratiske, da det er netværket, som bestemmer over platformen.

Kryptospil

Spil er i dag også typisk tilknyttet én central computer. Når du for eksempel tilkøber en ekstra feature i et spil – eksempelvis et skin – er det efter købet teknisk set stadig under spillets ophavsret. Du kan ikke tage dit skin med “ud af spillet”, og typisk vil du heller ikke kunne sælge det videre.

Du har altså betalt penge for noget, som du reelt set ikke får ejerskab over, fordi spillet er tilknyttet én central computer, der ejes af producenten.

Med kryptospil er idéen, at spillet er fordelt ud på flere personer via en blockchain. Spillet ejes ikke centralt ét sted, men er i stedet et fælles projekt, der eksisterer på hver enkelt computer, der deltager i netværket.

Det betyder også, at tilkøbte features i spillet kan ejes af de mennesker, der faktisk køber dem.

Et eksempel på et populært kryptospil er Axie Infinity . Spillet er lidt ligesom Pokémon, hvor der skal fanges forskellige karakterer, som herefter kan blive trænet og brugt i kamp mod andre spillere.

De enkelte karakterer – eller “Axies” – udgør digitale genstande, som spilleren får fuld ejerret over. Axies kan derfor også sælges på en online markedsplads til andre spillere, som er interesserede i at eje netop dén karakter.

NFT’er

NFT’er er “digitale stregkoder”, der sikrer ophavsretten for aktiver. Et aktiv kunne eksempelvis være et digitalt kunstværk fra samlingen Bored Ape Yacht Club .

Lad os sige, du ejer det billede. Hvordan skulle vi kunne stole på det?

Den digitale stregkode sikrer, at den billedfil, du har liggende på din computer, er den originale billedfil. Der er ingen tvivl, fordi stregkoden er indlejret i blockchainen, som er styret og verificeret af et stort netværk af deltagere.

Det er derfor ikke kun dig, der kan bevise ophavsretten. Det kan alle andre i netværket også.

Med almindelige kunstværker, for eksempel Mona Lisa, er det praktisk talt umuligt at bevise, at den version, de har stående på Louvre, faktisk er den ægte vare. Med en digital stregkode – eller NFT – vil det være nemt at bevise.

Cardano-historien: Hvem skabte cardano?

Cardano blev grundlagt i 2015, og i 2017 blev den første version af projektet rullet ud. Bag opfindelsen er Charles Hoskinson, der var med til at grundlægge ethereum. Hoskinson forlod ethereum, fordi han gerne ville tiltrække eksterne investorer, hvorimod Vitalik Buterin , grundlæggeren af ethereum, hellere ville holde projektet 100% non-profit.

Det resulterede så i, at Hoskinson forlod firmaet for at oprette firmaet IOHK, hvis primære arbejde består i at udvikle cardano-blockchainen.

Cardano har sit navn fra den italienske matematiker Gerolamo Cardano, der er kendt som én af de mest indflydelsesrige matematikere i renæssancen.

Sådan kommer du i gang med at handle cardano

Med Lunar Block er det nemt at komme i gang med at handle cardano. Alt, du skal gøre, er at hente Lunar-appen og oprette dig i Lunar Block.

Du skal tage en test i forbindelse med oprettelsen, hvor vi blandt andet spørger ind til risiciene ved kryptovaluta. Dem kan du sætte dig ind i på Lunar-appen, inden du tager quizzen. Når du er godkendt, kan du gå i gang med at handle krypto med det samme.

Kom i gang med cardano

  • 1

    Hent Lunar gratis

    Hent Lunar i App Store eller Google Play. Husk at have dit billed-ID klar.

  • 2

    Opret dig i Lunar Block i appen

    Find Lunar Block under "Produkter", og opret dig. Du vil først blive bedt om at tage en test om krypto - blandt andet for at sikre, du er klar over risiciene. Risiciene kan du blive klogere på i appen, inden du tager testen.

  • 3

    Køb kryptovaluta med et swipe

    Når vi har godkendt dig, kan du købe krypto med det samme. Vælg din kryptovaluta i appen, og køb med et swipe.

Kryptovaluta kan stige og falde

Når du handler med kryptovaluta, skal du være opmærksom på, at det indebærer en stor risiko. Værdien af din kryptovaluta kan både stige og falde, og du kan risikere at tabe hele det beløb, du har købt kryptovaluta for.

Handel med kryptovaluta i Lunar-appen sker via Lunar Block. Lunar Block er ikke reguleret af Finanstilsynet, og du har derfor ikke samme beskyttelse, som hvis du for eksempel handler med aktier, værdipapirer eller andre regulerede aktiver.

Vi rådgiver ikke

Vi rådgiver ikke om køb og salg. Vi kan give faktuel information om kursudviklingen på de forskellige valutaer, men tidligere kursudvikling er ikke en indikation på fremtidig udvikling.

Vi rådgiver ikke om køb af kryptovaluta og kommer ikke med anbefalinger til hverken køb eller salg. Ingen information fra Lunar Block skal derfor betragtes som anbefalinger, og alle beslutninger er alene op til dig.

Senest opdateret d. 18/04/2023. Vi har samlet generelle oplysninger, men der kan være særlige regler eller omstændigheder for dig og din virksomhed, som du bør være opmærksom på.