PressemeddelelserUdgivet

Lunar øger indtægterne og investerer i at styrke forretningen

Lunar oplever fortsat fremgang i første halvår af 2026 med en forbedring af driftsindtægterne, som primært er drevet af en stigning i nettogebyrindtægterne på 25%. Lunar oplever momentum i særligt erhvervssegmentet og investerer derfor i at imødekomme efterspørgslen endnu bedre samt i at skabe et endnu stærkere fundament for fremtidig vækst.

Lunar fortsatte væksten i første halvår af 2026. Driftsindtægterne steg til 295,1 mio. kr. sammenlignet med 257,7 mio. kr. i samme periode sidste år. Det giver en samlet vækst i driftsindtægterne på 15% og er primært drevet af en stigning på 25% i nettogebyrindtægterne sammenlignet med første halvår af 2025.

Det betyder, at underskuddet før skat er reduceret med 8% til -102 mio. kr. i første halvår af 2026 sammenlignet med -110,7 mio. kr. i samme periode sidste år. Det sker samtidig med, at Lunar investerer for at kunne imødekomme den efterspørgsel, som flere forretningsben oplever, og styrker samtidig fundamentet for fremtidig vækst.

”Lunar fortsætter væksten og øger indtægterne i takt med, at vi bl.a. byder velkommen til mange flere erhvervskunder på tværs af vores nordiske markeder. Vi oplever i øjeblikket stor efterspørgsel på flere af vores forretningsområder i en grad, at vi i perioder har haft svært ved at følge med. Derfor foretager vi  nu en betydelig investering i at udvide kapaciteten til onboarding af særligt erhvervskunder samt  investerer i at bygge et endnu stærkere fundament for at kunne vokse endnu hurtigere i fremtiden,” siger Robert Stambro, CFO i Lunar.

Fremgang på tværs af forretningen
Resultaterne afspejler en generel fremgang på tværs af Lunars forretningsområder. Stigningen i nettogebyrindtægterne er drevet af, at flere kunder vælger en af Lunars abonnements-løsninger, højere transaktionsaktivitet og fremgang i Moonrise, Lunars Banking-as-a-Service-platform.

Moonrise har nu 21 virksomhedskunder og øgede i første halvår af 2026 den samlede transaktionsvolumen med 60% sammenlignet med samme periode sidste år.

Lunar oplever dog i særlig høj grad vækst i erhvervssegmentet, hvor indtægterne steg med 40% i første halvår, mens antallet af erhvervskunder voksede med 39%. Lunar har nu 45.000 erhvervskunder på tværs af Danmark, Sverige og Norge.

”Efterspørgslen efter Lunars løsninger fra særligt små virksomheder er høj, ikke kun i Danmark, men også i Sverige, hvor transaktionsvolumen er næsten tredoblet sammenlignet med året før. Sideløbende vælger flere privatkunder vores abonnementsløsninger. Det understreger potentialet i Lunars forretningsmodel,” siger Robert Stambro.

Investerer i at skalere hurtigere
Den stigende efterspørgsel får samtidig Lunar til at investere yderligere i fundamentet for den fremtidige vækst. Det gælder blandt andet erhvervsforretningen, hvor Lunar investerer i at øge kapaciteten og videreudvikle onboardingprocessen for at imødekomme den voksende kundetilgang.

Lunar investerer i teknologi og automatisering, blandt andet gennem øget softwareudvikling samt en mere effektiv data- og complianceinfrastruktur. Målet er at effektivisere flere manuelle processer og skabe et endnu stærkere og mere skalerbart fundament i takt med, at Lunar vokser.

”Vi ser et stort potentiale i den efterspørgsel, vi oplever fra særligt erhvervskunder. Derfor har vi sammen med bestyrelsen valgt at investere nu og udnytte det momentum, vi har opbygget. Vi øger kapaciteten og styrker fundamentet for forretningen. Investeringerne påvirker naturligvis vores omkostninger på kort sigt og derfor også forventningerne til det samlede resultat for i år, men det giver os et stærkere fundament og mulighed for at skalere Lunar hurtigere i fremtiden,” siger Robert Stambro.

Lunar forventer et samlet resultat for 2026 på -125 mio. kr. til - 175 mio. kr.