PressemeddelelserUdgivet

Lunar rejser 346 mio. kr. til at fortsætte væksten i Norden

Den nordiske udfordrerbank Lunar annoncerer i dag en kapitalforhøjelse på 346 mio. kr., som skal bruges til at styrke den hurtigt voksende erhvervsforretning, udvikle nye udlånstilbud og udvide Lunars tilstedeværelse i Norge og Finland.

Investeringen kommer fra en kombination af nuværende og nye ejere og skal bruges til at bygge videre på det, der allerede virker. Fokus er på at udnytte momentum i erhvervsforretningen, udvikle nye udlånstilbud og understøtte en bredere nordisk tilstedeværelse. De tre indsatsområder sikrer, at Lunar kan fortsætte med at vokse og bevæge sig mod profitabilitet – samtidig med at bevæge sig imod at blive nordisk full-service-bank.

"Vi kan se, at vores strategi virker. Flere vælger betalte abonnementer, og vi ser stærk vækst blandt erhvervskunder – i januar nåede vi 40.000. Den nye kapital gør det muligt at skalere det, der allerede virker i både privat- og erhvervsforretningen, og samtidig udvide vores nordiske tilstedeværelse. Vi er nået langt, men potentialet er endnu større og vi går målrettet efter at blive profitabel i 2026,” siger Ken Villum Klausen, stifter og CEO i Lunar.

Stor opbakning fra investorer

Kapitalrunden har mødt stor interesse fra Lunars eksisterende ejerkreds – et klart signal om tillid til både strategi og eksekvering. Samtidig træder den London-baserede fintech-investor 100a ind som ny medejer og slutter sig til de eksisterende investorer Heartland og Orbit Alliance.

"Det betyder meget, at vores eksisterende investorer bakker op igen. Og at vi samtidig tiltrækker en ny investor, bekræfter, at markedet tror på den retning, vi bevæger os i,” tilføjer Klausen.

Over én million brugere – og flere og flere vælger betalte produkter

I dag har Lunar mere end én million brugere på tværs af Norden – og stadig flere vælger betalte løsninger. Det seneste halvårsregnskab viste stærk vækst i både privat- og erhvervsforretningen.

Bag udviklingen står Lunars egen teknologiske platform og banklicens, som også driver Moonrise - Lunars platform for betalings- og bankservices. Teknologien giver Lunar mulighed for at tænke langt ud over traditionel bankdrift og bygge produkter, der er skræddersyet til reel brugeradfærd – og ikke arv fra gamle systemer.

"Banker som mange danskere kender dem, er på vej i baggrunden. Når vi fjerner friktion og bygger systemer, der fungerer gnidningsfrit mellem privatpersoner, virksomheder og partnere, bliver bankoplevelsen nærmest usynlig. Det handler om at tilpasse sig den måde, penge faktisk bruges på – ikke at tvinge brugeren til at tilpasse sig systemet,” siger Ken Villum Klausen.