verybigimage
PressemeddelelserUdgivet

Lunar fortsætter væksten, styrker indtjeningen i 2024 - og lægger et stærkt fundament for 2025

Lunar øger indtægterne med 26% og leverer et bedre driftsresultat end ventet i 2024. Med stabile omkostninger, flere betalende brugere og nye satsninger er fundamentet lagt for en stærk forbedring af bundlinjen i 2025.

Lunar fortsætter væksten og styrker indtjeningen markant i 2024. Nettorente- og gebyrindtægterne steg til 539 mio. kr. fra 428 mio. kr. i 2023 - en fremgang på 26%. Det sker samtidig med, at driftsomkostningerne er fastholdt, hvilket betyder, at resultatet af den ordinære drift slår de forventninger, der blev meldt ud ved halvårsregnskabet.

“Vi har holdt kursen i et år med modvind, og det kan nu ses i tallene i form af vækst i indtjeningen og stabile driftsomkostninger. Vi vinder nye brugere, og endnu flere vælger vores opgraderede løsninger, som bygger på de services folk rent faktisk bruger i hverdagen. Jeg er imponeret over hele Lunar-teamet, som hver dag arbejder målrettet for at bygge den bedste hverdagsbank i Norden,” siger Ken Villum Klausen, CEO og stifter af Lunar.

Bedre indtjening, samme omkostninger

Nettorente- og gebyrindtægter steg til 539 mio. kr. i 2024, mens Lunars ordinære driftsomkostninger er fastholdt på 812 mio. kr.

“Vi forbedrer indtjeningen markant – og det sker, mens vores driftsomkostninger er stabile og faktisk falder lidt. Det viser, at vores forretning bevæger sig i den rigtige retning. Vi kommer til at fortsætte ud ad vækstsporet med øje for, hvor vi og vores kunder får mest muligt ud af vores investeringer,” siger Robert Stambro, CFO i Lunar.

Nye investeringer og flere betalende brugere

I 2024 lancerede Lunar Moonrise – en platform, der giver adgang til bankens nordiske clearinginfrastruktur via én samlet API. På samme tid forberedte Lunar lanceringen af Lunar Youth, en ny bankapp til børn og unge, som blev lanceret i 2025.

”Vi ønsker at bygge den bedste hverdagsbank i Norden, og derfor investerer vi løbende i nye services. Vi har i dag 15 partnere i Moonrise, der bruger Lunars infrastruktur og adgang til clearing i Danmark, Norge og Sverige. Vi ser et langt større potentiale og forventer øget indtjening i 2025 blandt andet herfra,” siger Robert Stambro.

Der kom mere end 180.000 nye brugere til i 2024, og i starten af 2025 rundede Lunar 1 million brugere. Antallet af brugere, der betaler for en af Lunars løsninger steg med 42% til 170.000. Partnerskabet med SAS om et EuroBonus-debetkort havde flere end 30.000 brugere tilvalgt ved årets udgang.

Styrket kapital og klar kurs mod overskud

Det ordinære driftsresultat før skat lander på -305 mio. kr. i 2024 mod -421 mio. kr. året før. Det er en forbedring på 26%. 2024 bød også på ekstraordinære engangsomkostninger på 303 mio. kr., blandt andet som følge af et forlig i den civilretslige sag i Norge samt frasalget af Lunars svenske lånebog. Den ordinære drift er markant forbedret, og med engangsposterne ryddet af vejen er Lunar klar til næste skridt:

”Lunars drift er i 2024 blevet markant forbedret, hvis man ser bort fra de ekstraordinære engangsomkostninger. Lunar har indgået et nødvendigt forlig med Instabank for at fokusere fuldt ud på forretningen og tage konkurrencen op i det nordiske bankmarked,” siger Robert Stambro.

I 2024 og begyndelsen af 2025 har Lunar rejst ny kapital, og i april 2025 er kapitalgrundlaget styrket yderligere med 130 mio. kr. via ansvarlig lånekapital fra flere af bankens primære investorer.

“Det er almindelig praksis i banksektoren at benytte lånekapital for at sikre et solidt kapitalgrundlag. Vi står stærkere end nogensinde – med bedre indtjening og lavere driftsomkostninger - og lånekapitalen giver os mulighed for at fortsætte vores vækstinvesteringer og fastholde den strategiske retning,” siger Robert Stambro. Lunar går ind i 2025 med en klar køreplan – og leverer allerede resultater, der ligger over egne forventninger for første kvartal. Målet for 2025 er at styrke driften yderligere og tage de sidste skridt mod break-even.

“Vi har en klar køreplan for 2025 – og holder den. Faktisk har vi leveret bedre end forventet i årets første kvartal. Resultaterne for 2024 og starten på 2025 viser, at vi er på rette vej. I 2025 handler det om at løfte indtjeningen yderligere og tage de sidste skridt mod break-even,” siger Robert Stambro.